Inspiration

Om at gøre sig rede.... hvis man overhovedet kan dét...

Inspiration

Om jeg nu står helt

Stille

Smelter

Sammen med landskabet

Indsuger & indsuges

Bliver usynlig…

Kunne jeg da

Tilstås

Eet eneste digt?

Jeg ser tydeligt

Indgangen

Nedgangen

En mørkning i landskabet.

Imellem os en dyb sø

En luft – fuld

Af løfter og modstand.

Jeg står helt stille

Her

Venter ikke – men véd dog

Det er ikke i min magt

Min handlekraft betydningsløs

Malplaceret

Min længsel må aldrig

Nogensinde

Nærme sig kravet.

Netop dér ville alt tabes.

Pernille Vagtholm

Equinox

Her lige efter jævndøgn hvor haven gøres klar til nye roser og stauder....

Equinox

Jordens indre trækker –

Muld

Vil vokse af mine lemmer

Jeg er et blad der

Længes

Mod at blive

Eet

Med

Alt.

Pernille Vagtholm

Pablo Neruda: Sonnet XVII

Tak til Sam Reichhardt som mindede mig om dette smukke Pablo Neruda-digt i dag... 

 Sonnet XVII

I do not love you as if you were salt-rose, or topaz,
or the arrow of carnations the fire shoots off.
I love you as certain dark things are to be loved,
in secret, between the shadow and the soul.

I love you as the plant that never blooms
but carries in itself the light of hidden flowers;
thanks to your love a certain solid fragrance,
risen from the earth, lives darkly in my body.

I love you without knowing how, or when, or from where.
I love you straightforwardly, without complexities or pride;
so I love you because I know no other way

than this: where I does not exist, nor you,
so close that your hand on my chest is my hand,
so close that your eyes close as I fall asleep.

Pablo Neruda

Uden titel

...Og om slet IKKE at mødes...

Uden titel

Med din mund sagde du

Du ville dele alt med mig

Alt ved mig ville du have

Men når jeg prøver at finde din virkelighed

Glider du af i rigtige sætninger om ren kærlighed,

Klar intention og sandhedsregime –

Du har sløret dit spor

Din lugt er neutraliseret

Usanseliggjort

Dyret kastreret, tæmmet.

Og hvordan skulle jeg så kunne finde dig?

Hvor skulle vi kunne mødes

Når ikke dyret må vise vej?

Pernille Vagtholm

Mysterium Coniunctionis

Om mødet - sammensmeltningen 

Mysterium Coniunctionis

Hjertets duft

Overskrider

Alle forestillede grænser.

Din varme får mig til at

Åbne

Og åbne.

Den formørkede måne

Er en gylden skål

En båd –

Løfter og bærer min rose

Flydende på en lykkelig

Strøm –

Hjem

Til

Dig.

Pernille Vagtholm

Demeter

Et ældre digt om at føle sig overvældet -- selv om man er vegetations- og frugtbarhedsgudinde, og altså i dyb kontakt med Livet, så kan man også godt engang imellem trænge til lidt ro...

Demeter

Jeg har ikke inviteret dem ind

I min have, hvad

Får dem til at tro de er

Velkomne?

Med alle deres meninger

Farver

Påtrængende,

Levende –

Jeg har ikke inviteret.

Ro

Ønskede jeg, autonomi

Ikke at skulle spørge nogen

Om lov

Det er altså min

Have

Og de har ikke spurgt mig.

Det er meget uhøfligt at leve

Så intenst

I min have uden

Min

Tilladelse.

Pernille Vagtholm