Pablo Neruda: Sonnet XVII

Tak til Sam Reichhardt som mindede mig om dette smukke Pablo Neruda-digt i dag... 

 Sonnet XVII

I do not love you as if you were salt-rose, or topaz,
or the arrow of carnations the fire shoots off.
I love you as certain dark things are to be loved,
in secret, between the shadow and the soul.

I love you as the plant that never blooms
but carries in itself the light of hidden flowers;
thanks to your love a certain solid fragrance,
risen from the earth, lives darkly in my body.

I love you without knowing how, or when, or from where.
I love you straightforwardly, without complexities or pride;
so I love you because I know no other way

than this: where I does not exist, nor you,
so close that your hand on my chest is my hand,
so close that your eyes close as I fall asleep.

Pablo Neruda

Uden titel

...Og om slet IKKE at mødes...

Uden titel

Med din mund sagde du

Du ville dele alt med mig

Alt ved mig ville du have

Men når jeg prøver at finde din virkelighed

Glider du af i rigtige sætninger om ren kærlighed,

Klar intention og sandhedsregime –

Du har sløret dit spor

Din lugt er neutraliseret

Usanseliggjort

Dyret kastreret, tæmmet.

Og hvordan skulle jeg så kunne finde dig?

Hvor skulle vi kunne mødes

Når ikke dyret må vise vej?

Pernille Vagtholm

Mysterium Coniunctionis

Om mødet - sammensmeltningen 

Mysterium Coniunctionis

Hjertets duft

Overskrider

Alle forestillede grænser.

Din varme får mig til at

Åbne

Og åbne.

Den formørkede måne

Er en gylden skål

En båd –

Løfter og bærer min rose

Flydende på en lykkelig

Strøm –

Hjem

Til

Dig.

Pernille Vagtholm