Sider

torsdag den 14. marts 2013

Indvielse



Indvielse.   

Nu lever jeg af mørket
Han drømte mig hertil, et Mare Ridt.
Luften tung
Lilje, begær, uro.
Frygt.
Caput Mortuum, den farve som
Blød, dyb brunrød –
Blodet trukket gennem jorden.

Til ham drømte jeg
Glødende,
Blev kuglen af ild i hans indre –  
Han ville aldrig igen være helt
Usynlig
Da han nu tog een
For sin egen skyld.

Et leje ulmende
Blødende silkegløder strømmende…

Jeg tog helt imod al hans flydenhed
Grænseløs, ny tyngde som gjorde alting
Virkeligt & renset for lys
Lethed som ikke
Overlever en storm af ild

Og som derfor
Aldrig mere kan stoles på.


Pernille Vagtholm

søndag den 10. marts 2013

Slangevakt


Slangevakt

Hans kys vækked
slangen ved min rod

hun havde sovet så dybt
det var et
chok
at vågne så brat

et sug
at drømmen pludselig
fandtes.

Mit kys vækked vist
også ham
 – kontakt –
alt fødes i eet nu

Gentagelsen
findes ikke
hvor slangen ånder
livet til vækkelse.


Pernille Vagtholm

torsdag den 7. marts 2013

ER-OS



ER-OS

Vil du ikke sidde i mørket
Med mig
Indtil øjet vænner sig, former
Træder frem, og vejen
Nedad
Anes som mulighed –
Nødvendighed?

Vil du ikke lade mig se
Dine øjnes lys, se
Gløden i mine
De eneste pejlemærker vi har
Og behøver, mens mørkets
Farve forandres?

Vil du ikke lade mig tage
Din hånd
Følges med mig
Ned i noget så mørkt
At kun een mulighed er tilbage –
Fuldkommen tillid.

 Pernille Vagtholm

Mørk ild





En mørk ild ulmer i min sjæl
den oplyser ikke
Men i dens fordunkling
finder jeg en sær drik;
lidenskab & husvalelse.

Noget i mig er altid
ved at sige farvel
foregriber adskillelsens
akutte, vedholdende
smerte.
Der er en frihed
i flugten,
en renhed hvor alt
bliver så klart
og jeg ikke behøver
give mit hjerte.

Den mørke ild
vil give det hele
bort, brænde
ubændigt,
elske
uden nej.


 Pernille Vagtholm