Medusa
Der er noget i verden
Som ikke må ses direkte
Sidelæns må man nærme sig.
Bronzen spejler trygt, en anelse –
Sikker bliver man ikke
Ud af øjekrogen må man nærme sig.
Brat blik i skjoldspejlet, isen
Løbende i åren – selv her
Nærmer man sig med kun eet næsebor.
Hvilken smerte bærer hun på, som
Ingen kan betragte direkte, hvem
Nærmede sig hende med ryggen til?
At hun nu, fanget i den spiral, ætser
Hver eneste tanke om varme, endskønt
Drømmen stadig sidelæns snærer i kødet.
Selv han som til sidst med gudinders
Hjælp kom helt tæt på – med bortvendt blik
Stak sidelæns sværdet ind…
Pernille Vagtholm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar