Indvielse

Indvielse.   

Nu lever jeg af mørket

Han drømte mig hertil, et Mare Ridt.

Luften tung

Lilje, begær, uro.

Frygt.

Caput Mortuum, den farve som

Blød, dyb brunrød –

Blodet trukket gennem jorden.

Til ham drømte jeg

Glødende,

Blev kuglen af ild i hans indre –  

Han ville aldrig igen være helt

Usynlig

Da han nu tog een

For sin egen skyld.

Et leje ulmende

Blødende silkegløder strømmende…

Jeg tog helt imod al hans flydenhed

Grænseløs, ny tyngde som gjorde alting

Virkeligt & renset for lys

Lethed som ikke

Overlever en storm af ild

Og som derfor

Aldrig mere kan stoles på.

Pernille Vagtholm